Få nye perspektiver på scenekunst med Krista Milman

Bliv inspireret til dit næste kulturprojekt, når Krista Milman deler erfaringer fra scenekunstkollektivet BÜHNE. Brug efterfølgende vores Skab Cultur Café som arbejdsrum og få sparring på dine idéer.

Har du en idé til et kunstnerisk eller kulturelt projekt, som mangler retning eller sparring? Eller er du nysgerrig på nye måder at arbejde med scenekunst og publikumsinvolvering?

Til denne talk møder du Krista Marianne Milman, projektleder for BÜHNE, et scenekunstkollektiv. De arbejder tværæstetisk, publikumsinteraktivt og eksperimenterende med at udvikle nye formater og udfordre forestillingen om, hvad scenekunst kan være.

BÜHNE skaber værker med en legesyg og nysgerrig tilgang og kredser om temaer som digital intimitet, kærlighed, forbrug og vores forhold til samfundets normer. Med afsæt i deres egne produktioner deler Krista Milman erfaringer med at skabe scenekunst med få midler og stor energi.

I forbindelse med dette arrangement får vi også besøg af Snabslantens Bevillingsudvalg og Vesterbro Lokaludvalg, der hver især vil holde et kort oplæg og præsentere, hvordan de støtter med midler til kulturevents.

En del af Skab Cultur Café

Efter oplægget kan du blive hængende og bruge vores Skab Cultur Café som arbejdsrum. Her har du mulighed for at arbejde videre med dine egne idéer, møde andre kulturskabere og få sparring.

Skab Cultur Café er for dig, der arbejder med eller drømmer om at skabe kultur. I perioden fra april til juni kan du hver uge bruge caféen som et sted for fordybelse, udvikling og fællesskab.

  • Skab Cultur Café holder åbent alle onsdage kl. 10-17 fra april til juni.
  • Det foregår i Ungdommens Demokratihus
  • Du kan bruge caféen som arbejdsplads, få sparring og blive en del af et kreativt fællesskab.
  • Der er altid gratis kaffe
  • Du kan få hjælp til at tage det næste skridt i dit kulturprojekt – fx indblik i, hvordan du får adgang til kommunens venues og kulturhuse, såsom Basement, Krudttønden, Brønshøj Vandtårn, Kraftwerket, Huset, Kildevæld Kulturcenter, ODP3 og mange flere

Kontakt

Ungdommens Demokratihus

Slagtehusgade 6

1715 København V
Del med